Konfirmation

Da du blev døbt, sagde dine forældre ja på dine vegne. Ved konfirmationen er det din egen tur til at sige ja til den kristne tro. Ved konfirmationen bekræfter Gud det løfte, han gav, da du blev døbt. Nemlig løftet om altid at være der for dig. Også når du nu går fra at være barn til at være ung, for konfirmationen er det kirkelige ritual, der markerer overgangen fra barndom og ungdom.

Mange konfirmander er i tvivl, om de nu tror rigtigt eller nok til at blive konfirmeret. Men man kan ikke sætte tro på formler, så det handler ikke om at tro nok. Tro handler også om tvivl. Og så er det så heldigt, at det ikke kun er dig, der skal sige ja ved konfirmationen. Det er nemlig først og fremmest Gud, der bekræfter at være med dig. Så man kan sige, at du ved konfirmationen ikke siger noget om, hvor meget eller lidt, du tror. Men du siger ja til at blive velsignet og til at Gud er en del af dit liv.

Alle unge i syvende klasse kan modtage konfirmandundervisning hos sognets præster.
Du kan godt følge konfirmandundervisningen uden at være døbt. Du skal dog være døbt for at kunne blive konfirmeret, så hvis du ikke allerede er døbt, skal du døbes, før du kan blive konfirmeret.

For at blive konfirmeret skal du:

•være døbt
•have fulgt konfirmationsforberedelse
•være fortrolig med den kristne børnelærdom og
•være fortrolig med folkekirkens gudstjeneste

Konfirmationsforberedelse

Konfirmationsforberedelse for Hodsager Kirke foregår i Kirkehuset i Aulum. Du vil modtage information fra skoleintra om hvornår undervisningen foregår for din klasse. 

At ”gå til præst” er lidt som at gå til fodbold, spejder eller motorlære. Vi mødes en gang om ugen, hvor du lærer en masse forskellige ting. Når man går til præst lærer du om Gud og Jesus. Vi snakker om livets store spørgsmål, og alt det der virkelig betyder noget. Om kærlighed. Om venner. Men også om hvad der sker, når man dør. Og om at være ked af det. Vi laver forskellige aktiviteter og skal på konfirmandweekend, hvor vi skal på jagt efter kristendommen.

Ud over konfirmationsforberedelsen skal du deltage i mindst 8 gudstjenester op til din konfirmation. 

Sådan foregår selve konfirmationen

Konfirmation begynder med, at konfirmanderne går ind i kirken og sætter sig på deres særlige pladser. Efter indgangsbøn, en salme, læsning fra Bibelen og en kort prædiken, holder præsten tale til konfirmanderne.

Præstens tale til konfirmanderne kan også indgå som del af prædikenen. Man beder måske også en kort bøn. Derefter siger præsten, konfirmanderne og alle i kirken trosbekendelsen i fællesskab.

 

Hvordan foregår konfirmationsritualet?

Den egentlige konfirmation foregår oppe ved alteret, hvor du som konfirmand knæler. Præsten siger dit navn, og mange steder er der tradition for, at konfirmandens familie rejser sig, når navnet bliver nævnt.

Derefter er der to muligheder i ritualet til konfirmation: Enten spørger præsten, og konfirmanden bekræfter trosbekendelsen ved at svare ja og bliver velsignet. Eller konfirmanden skal ikke svare, men modtager med det samme velsignelsen ved, at præsten lægger hånden på konfirmandens hoved. I begge tilfælde slutter præsten ofte med at læse et bibelvers op: Konfirmandens eget konfirmationsord.

 

I beder fadervor sammen

Selve konfirmationen slutter med at konfirmanderne og præsten i fællesskab beder fadervor. Derefter går konfirmanderne tilbage til deres pladser. Resten af gudstjenesten forløber som en normal gudstjeneste med bøn og salmer.

Konfirmationen slutter i mange kirker med, at konfirmanderne og præsten går ud i procession.

Kommende datoer

Konfirmation i Hodsager Kirke lørdag d. 30 april 2021. 

Oversigt over konfirmander i Hodsager Kirke

Navn 1 

Navn 2 

Navn 3 

Navn 4

Online Tilmelding til konfirmation og undervisning